En kontorchef ved en statslig myndighed myrdes i sin lejlighed på Östermalm i Stockholm. Opklaringen mislykkes, og sagen lukkes. Men det ser ud til, at den lever et hemmeligt liv. I hvert fald går Säpo, Sveriges sikkerhedspoliti, rundt og stiller en masse spørgsmål om den afdøde.
Ti år senere. Lars Martin Johansson er blevet udnævnt til operativ chef for Säpo. Det er nye tider og på høje tid at få ryddet op i de skabe, som Johanssons forgængere har fyldt med skeletter. En opgave, som Johansson med stor ildhu giver sig i kast med. Men det bliver ikke, som han har forestillet sig. I stedet kommer det til at handle om en anden tid, hvor folk levede et andet liv.
EN ANDEN TID, ET ANDET LIV er anden del af Palme-trilogien – en mesterlig, klassisk spændings- og konspirationshistorie, hvor Leif GW Persson med stor indsigt og skarp pen løser den gamle sag om mordet på den svenske statsminister Olof Palme.