Et intensivt regnvejr har plaget det nordligste Norrland hele efteråret. Heroppe, tæt på den norske grænse, ligger de enorme reservoirer, der leverer vand til Vattenfalls kraftværker. Og nede ved kysten ligger byerne.
En dag sker det ufattelige. En dæmning brister. Kolossale kræfter slippes løs, og en flodbølge skyller alt væk på sin vej.
Blandt dem, der rammes, er der samen, som kaster sig ind i sin specialudstyrede Saab 9000 Limousine og kører for sit liv, mens tsunamien vokser i bakspejlet. Der er helikopterpiloten, der har besluttet sig for selvmord, men kommer til at flyve om kap med vandet og bliver manges redningsmand. Der er hans fraskilte kone, som igen skaber problemer for ham, mens deres gravide datter klamrer sig fast til et flydende hus. Og der er kraftværksarbejderen, som endelig får chancen for at vise damerne, hvem der er den stærkeste.
Deres skæbner flettes sammen i den desperate kamp mod katastrofen. De millioner og atter millioner ton vand kommer ikke bare til at forandre landskabet for altid, heller ikke menneskenes liv bliver det samme igen – i den udstrækning de overlever.
FALDVAND er en katastroferoman. Den udspiller sig i løbet af en eneste skæbnesvanger dag i Norrbottens skovområde, med et tempo og en intensitet, som tager vejret fra læseren.